IMG_0366.JPG

Stillingsopslag: Forretningsfører til Aarhus KFUM og KFUK’s Ejendomme samt Kollegium

    Bestyrelsen for de to fonde Aarhus KFUM og KFUK’s Ejendomme og Aarhus KFUM og KFUK’s Kollegium søger en erfaren forretningsfører, der kan varetage den daglige ledelse af fondenes aktiviteter.

    De to fonde drives som selvejende institutioner og omfatter forskellige bygninger og lejemål centralt beliggende i Aarhus. Den samlede ejendomsportefølje består af 6 ejendomme med i alt 88 lejeformål fordelt med 72 boliger og 16 erhvervslejemål, samt et antal parkeringspladser. Der er således tale om både erhvervsmæssig udlejning samt udlejning af kollegieværelser og ungdomsboliger. Begge fonde har til formål at støtte aktiviteterne i KFUM og KFUK i Århus, og der vil derfor også være en løbende dialog med bestyrelsen for KFUM og KFUK i Århus omkring aktiviteter og projekter.

    Som forretningsfører for de to fonde bliver du overordnet ansvarlig for den daglige ledelse af fondenes ejendomsportefølje med tæt kontakt til det administrationsselskab, der står for den daglige administration af bygningerne og udlejningen. Herudover varetager forretningsføreren følgende opgaver:

    • løbende dialog med bestyrelsen for de to fonde
    • planlægning af samt deltagelse i 4-6 årlige bestyrelsesmøder
    • ansvarlig for de to fondes økonomi og budgetter - herunder aflæggelse af årsregnskab i samarbejde med administrationsselskab og revisor
    • daglig kontakt og koordinering med ejendomsadministrator
    • servicering af fondens erhvervslejere samt ansvarlig for udlejning
    • styring af projekter på ejendomme i samråd med ekstern rådgiver og/eller ejendomsfunktionær
    • deltagelse ved køb og salg af ejendomme 

    Vi forventer, at du har erfaring med ejendomsdrift og besidder en god byggeteknisk indsigt samt har kendskab til fondslovgivningen. Derudover har du en god forretningsmæssig forståelse og erfaring med et dagligt driftsansvar. Samtidig har du med fordel et godt kendskab til KFUM og KFUK i Danmark og har en god forståelse for samt indsigt i det frivillige foreningsarbejde.

    Vi tilbyder et alsidigt og afvekslende deltidsjob på 20-25 timer om måneden med en høj grad af selvstændighed, hvor du selv planlægger dine opgaver. Der er samtidig behov for, at du udviser en stor grad af fleksibilitet, da opgaverne varierer fra måned til måned og altid løses med fokus på at betjene de to fondes lejere bedst muligt. Vi forestiller os, at du varetager opgaverne med udgangspunkt i din egen bopæl samt har bil til rådighed.

    Yderligere oplysninger omkring stillingen kan fås ved henvendelse til nuværende forretningsfører, Jan Rasmussen (2060 4130) eller formand for bestyrelsen af Aarhus KFUM og KFUK’s Ejendomme, Torben Linaa Hansen (5193 9099).

    Jobbet aflønnes i henhold til kvalifikationer og skriftlig ansøgning sendes inden fredag den 9. oktober til:  job.aarhus.kfum.kfuk.ejendomme@gmail.com

     Samtaler forventes afholdt i uge 43 eller 44.

    KFUM og KFUK i Århus er en afdeling under KFUM og KFUK i Danmark, som er en kirkelig børne- og ungdomsbevægelse, der tilbyder børn og unge aktiviteter lokalt, lejre og festivaler over hele landet og et globalt fællesskab gennem YMCA og YWCA.